Musik gav Kruuse effektiv brandingstrategi

Posted by:

Mind Moving Music har hjulpet Kruuse A/S til at få en langt stærkere brandingstrategi ved hjælp af en “værktøjskasse” med lydlogo og brandet musik. Kruuse havde aldrig tidligere tænkt på lyd som en del af deres brandingmanual. Det er det idag – og det er de glade for!

Kruuse bruger videoer, som en essentiel del af deres markedsføring. Men det har tidligere været en kæmpe udfordring at sikre et ensartet brandudtryk i videoerne, når det gjaldt lydsiden. Og det var efterhånden et voksende problem.

Kruuse, som sælger ting til dyrlæger og dyrehandlere verden over, har nemlig rigtigt mange forskellige varer, kundegrupper og subbrands. Og næsten hver gang der blev lavet en ny produktvideo lød det forskelligt fra det foregående. Der var ingen rød tråd – og slet ingen brandmæssig association i musikken.

Kruuse har nu – ved hjælp af Mind Moving Music – fået lyd som en integreret og vigtig del af brandingstrategien.

Derfor har Kruuse idag en “værktøjskasse” med brandet musik til rådighed. Værktøjskassen består kort fortalt af et lydlogo som præsenteres hver gang Kruuses logo vises. Samtidig er lydlogoet integreret som essentiel del i al musik målrettet kundegrupper og subbrands. Du kan se eksempler på det herunder.

Det gør det ikke alene bare hurtigt og nemt at vælge musik for Kruuses marketingafdeling. 

Det har også fået Kruuses brand til at stå meget tydeligere frem end konkurrenternes. Og gør det nemmere at genkende og huske.  

Læs mere om, hvordan Kruuses lydstrategi er bygget op og hvorfor den virker så godt!

Kruuse Lydstrategi - eksempler

Her kan du se eksempler på Kruuses meget forskellige produkter og segmenter.

Der er videoer af produkter i eget subbrand “Buster” til dyrehandlere og dyreejere samt til dyrlæger både i eget brand og som videresalg fra leverandører.

Læg mærke til, hvordan musikken understøtter de meget forskellige produktgrupper – og samtidig skaber genkendelighed.

I midten nederst kan du høre Kruuse Lydlogo, som vises og associeres sammen med Kruuse logo.

Hvem hulen er Kruuse?

Ved motorvejen ud for Langeskov på Fyn ligger der et firma, der hedder Kruuse, som de færreste kender. Men hvis du har en hund, en kat eller et andet kæledyr, gør du nok alligevel. For Kruuse leverer alt muligt slags udstyr til dyrlæger og petshops i hele verden.

Det vil sige alt muligt lige fra foder til hundeliner og hestedækkener til sprøjter og kanyler, røntgenudstyr og operationsborde. Kort sagt ALT en dyrlæge eller petshop har brug for.

Kruuses udfordring

Kruuse har derfor rigtigt mange varer på hylden (et 5 cifret antal varenumre) og samtidig mange vidt forskellige segmenter. Det er lidt af en udfordring i sig selv, når Kruuse skal markedsføre sig selv og det hele skal passe ind under samme brand.

Derfor har Kruuse meget strenge retningslinier for den visuelle branding af sig selv. Det vil sige, hvordan logo’et ser ud, hvilke farver der bliver brugt og i det hele taget, hvordan ser det ud, når Kruuse laver noget på tryk.

Men Kruuse laver også videoer til at promovere sine produkter. Det er en supergod idé, når man som Kruuse har en hjemmeside med webshop, laver elektroniske brochurer, er tilstede på kongresser og udstillinger samt præsenterer produkter direkte overfor kunder.

Men der er jo lige det, at videoer har lyd på. Og det havde Kruuse imidlertid ikke retningslinier for.

Det betød, at der blev lagt meget forskellig musik på videoerne, hvilket gik fint så længe, der kun var få videoer.

Men som mængden af videoer voksede og den planlagte mængde voksede endnu mere, kunne marketingafdelingen godt se problemet. Det blev efterhånden noget rod, at der ikke var nogen som helst rød tråd i, hvordan der blev lagt musik på videoerne. Og hvad værre var – musikken sagde intet om, hvem afsenderen var. Musikken havde ingen brandmæssig værdi.

Lyd skærpede Kruuses brandingstrategi

Mind Moving Music kom derfor med på råd til at få strammet strategien for brug af lyd op. Sammen kom vi frem til følgende plan for brug af musik på video:

Vi kan også kalde det Kruuses lydbranding værktøjskasse.

Kruuse lydbranding værktøjskasse:

 

1) Kruuse Lydlogo:

Kruuses logo ledsages af et let genkendeligt signal – gerne i både start og slutning af hver video. Sådan et signal kalder man et lydlogo. Tricket er at gentage, gentage og gentage den association, så vi i løbet af et splitsekund er helt klar over, hvem afsenderen er. Det er lidt det samme trick McDonalds bruger, når “da da da da dahhh….” får dig til at tænke på burgere. 

Forskning har vist, at sådan et helst skal bestå af mere end 3 toner og mindre end 9, hvis det skal være nemt at huske. Desuden kan det bygges melodimæssigt op, så det giver os en specifik association på ultrakort tid. Kruuses lydlogo på 8 toner er derfor lavet til at fremstå enkelt, positivt og samtidig eksklusivt.

Du kan høre lydlogoet her:

2) Lydlogo bruges i melodier rettet mod forskellige segmenter

Kruuses videoer bruges som sagt til at ramme meget forskellige segmenter. Og der er kæmpe stor forskel på, om man vil præsentere et røntgenapparat til flere hundredetusinde kroner til ejeren af et dyrehospital, promovere et kursus til veterinærsygeplejersker eller hundeaktivitetslegetøj til hundeejeren.

I hvert tilfælde vil det være meget forskelligt, hvilken type musik, man skal vælge. Forskere har for eksempel vist, at stilart kan have afgørende for, hvordan vi opfatter produkter og ikke mindst firmaet bag. Stilarten kan endda påvirke om vi vælger ét produkt frem for et andet. Desuden er valget af musik vigtig for, hvor knyttede vi umiddelbart føler os til firmaet.

Derfor har Kruuse fået produceret en håndfuld numre, som adskiller sig i stilart, men alle indeholder det genkendelige lydlogo som en vigtig del af melodien. På den måde er lytteren altid helt sikker på, hvem afsenderen er og hvad firmaet står for.

Hvert nummer er desuden lavet i forskellige versioner, så det er nemt at lægge på videoer af forskellige længder eller videoer med speak, hvor musikken ikke må forstyrre. Det gør det ultranemt for Kruuses marketingfolk hurtigt at lave bedre og mere effektive videoer.

Du kan se eksemplerne igen herunder.

Hvordan har det hjulpet Kruuse?

Kruuse havde i forvejen en meget klar visuel brandingstrategi. Nu har de lyd som en integreret del af den også. Og det har været et vigtigt skridt at tage.

Det har nemlig sikret Kruuse et ensartet, nemt genkendeligt udtryk og gjort det langt nemmere at slå Kruuse brand fast overfor meget forskellige segmenter.

Og det gælder både i Kruuses egen markedsføring, men lige så vigtigt når Kruuses mange forhandlere verden vælger at bruge videoerne til at præsentere produkterne.

0

Add a Comment


UA-55959020-1