Forestil dig du går rundt i skoven. Det er en dejlig dag i maj, solen kigger ned mellem de endnu lysegrønne bøgeblade og varmer behageligt. På jorden er der anemoner og overalt fra trætoppene lyder fuglesang. Du nyder infernoet af fuglestemmer, hvor mejser og droslers sang blander sig med lyden af den hakkende spætte længere inde i skoven. Foråret kommer helt ind under huden på dig og giver en dejlig ro i hele kroppen.

Men pludselig stopper al fuglesang. Og der bliver stille. Helt stille.
Stilheden ændrer med ét situationen:

Al den ro du havde før, bliver meget hurtigt erstattet af skærpede sanser og en øget opmærksomhed. For når fuglene pludselig holder op med at synge, kan det være tegn på, at der er fare på færde, og det sætter helt naturligt din krop i alarmberedskab.

Den automatiske reaktion på lyd og fravær af lyd hjalp vores forfædre med at overleve for mange tusinde år siden. For dem var pludselig stilhed i skoven måske eneste varsel om, at en sabeltiger var i færd med at snige sig ind på dem. Derfor er det stadig ”kodet” ind i din krop at reagere sådan, når fuglene pludselig holder op med at synge.

Evnen til at tolke og danne mening ud fra lyd, har haft stor betydning for vores overlevelse. Så grundlæggende at den har haft direkte indflydelse på, hvordan vi har udviklet os som art evolutionært – ændringer som tager ca. 50.000 år. Derfor skal vi finde svaret på, hvordan lyd kan udløse så stærke effekter hos os i dag hos vores forfædre.

Man kan til gengæld undre sig over, hvilken rolle musik har haft for vores forfædre. Det kan virke overflødigt i en verden, der vel må have handlet mere om overlevelse end fornøjelse. Ikke desto mindre er der fundet avancerede instrumenter, som er dateret til over 35.000 år før vores tidsregning. Sang og trommespil er sandsynligvis opstået meget lang tid før og har derfor været en del af vores liv i 100-200.000 år.

Ophavsmanden til evolutionsteorien, Charles Darwin, mente at musik var en vigtig brik i at sikre artens overlevelse via en meget basal mekanisme: At synge og danse kræver både mentale og motoriske færdigheder. Det kan derfor vidne om gener, som er gode at føre videre ovenikøbet på en måde, som er nem at opdage for både mænd og kvinder.

Dans og sang var for mændenes vedkommende også et signal om, at de besad en god portion kreativitet og fysisk udholdenhed. Begge dele øgede sandsynligheden for, at de kom heldige hjem fra jagt. En ikke uvæsentlig detalje.

Kort sagt, gav det et signal om overskud, som gjorde personen mere sexuelt attraktiv. Noget som nulevende rockstjerner som for eksempel Mick Jagger kan nikke genkendende til, selvom han ikke umiddelbart er udrustet med modellook fra naturens side. Og for mændene måske en grund til at overveje, om taktikken med at hænge i baren nu også er den klogeste.

Men det var også meget vigtigt for vores forfædre at kunne holde sammen som gruppe og koordinere adfærden for at klare sig bedst muligt. Det viser sig derfor også, at sprog og musik har store ting til fælles på den måde de behandles i hjernen. Rollerne i en gruppe for henholdsvis musik og sprog, kan lidt forenklet forklares på denne måde: Musik giver signalet ”gå!” mens sproget fortæller ”derhen!”

Men måske vigtigere: Musik er unikt til at skabe social samhørighed i en gruppe. Og for vores forfædre var netop sammeholdet af afgørende betydning for overlevelsen. Derfor mener flere eksperter, at musik kom først som en tidlig form af sproget.

Evnen musik har til at skabe samhørighed har en enkel biologisk forklaring, som ligger tæt på det ”trick” kvinder har til at få mænd (og sig selv iøvrigt) til at blive, når der skal opfostres børn. Svaret ligger i hormonet oxytocin. Når det frigives får vi en følelse af tillid og større tilknytning til de personer, der er i nærheden af os. Derfor har kroppen meget smart fundet på, at oxytocin frigives i forbindelse med orgasme og hos kvinden specielt i forbindelse med amning. Det sidste er den direkte årsag til det, vi kender som ”ammehjerne”. På den måde sørger kroppen naturligt for, at både manden og kvinden har større lyst til og bedre chance for at blive sammen om, når de skal opfostre deres fælles barn.

Men oxytocin frigives også i en tredje situation: Ved fællessang!!

Når vi synger sammen, spiller sammen og når vi lytter til musik sammen, får vi en større tillid og social binding til de mennesker, vi er i nærheden af. Det gjaldt i forhistorisk tid og gælder den dag i dag – bare prøv at tage til koncert eller festival.

Musik er derfor også i dag en biologisk indbygget mekanisme, som hjælper os til at holde sammen som gruppe, vælge af partner og videreføre af gener. For vores forfædre hjalp det med at sikre deres overlevelse, og generne er derfor givet videre til os. Musik har dog mange flere virkninger end det.