Sæt dit yndlingsnummer på, luk øjnene og læn dig tilbage. Det er rart ikke?

De fleste registrerer både mentalt og fysisk, når et stykke musik kommer helt ind under huden og får os til at føle os godt tilpas. Det kan være hele nummeret eller måske bare en bestemt passage. Og nogle gange virker det så stærkt, at det giver os gåsehud. Så er det rigtig rart. Der er en rigtig god biologisk forklaring på det. Vi skal først tilbage til vores forfædre og evolutionen.

En neanderthaler står overfor en sabeltiger, som larmende er på vej igennem skoven for at æde ham. Hvad nu?

Han kravler op i det nærmeste træ og har overlevet denne gang. Men han kunne have valgt mange andre løsninger: Blive stående, kaste en sten efter sabeltigeren, løbe sin vej eller måske sætte sig på hug og håbe på en kælen sabeltiger. Sandsynligvis ville ingen af de beslutninger ende godt. Derfor er det ekstremt vigtigt for vores hjerne forudsige udfaldet af en given situation. Og hjælpe os til at gøre det igen.

Det er det, vi har belønningssystemet til. Så hjernen kan belønne os, når vi forudsiger udfaldet af en situation og på den baggrund tager den rigtige beslutning. Dopamin kaldes også for belønningshormonet, fordi det har en nøglerolle i det system. Hver gang vi forudsiger rigtigt, får vi nemlig et skud dopamin. Så husker vi det til næste gang, vi står i en lignende situation.

På samme tid sørger hormonet for, at vi opsøger situationer, hvor vi kan opnå nydelse og få belønning i form af dopamin eller et af de andre stoffer, som også er involveret i belønnigssystemet: Serotonin, prolaktin og oxytocin. Dopamins rolle er her at fremme vores lyst til at foretage bestemte handlinger. Det er vigtigt, når vi skal undgå at blive spist af sabeltigeren, men lige så vigtigt i andre situationer: Når vi skal finde føde, holde sammen som gruppe og ikke mindst i forhold til sex. Dopamin driver os kort sagt hen mod situationer, som forventeligt sikrer vores egen og artens overlevelse. Vores forfædre overlevede og bragte arten videre på grund af belønningssystemet (som findes hos alle pattedyr). Derfor er det en meget vigtig bestanddel af vores nuværende hjerne og handlingsmønstre. Det hjælper os til at tage den rigtige beslutning i forskellige situationer, at lære og huske det til en anden gang.

Men det er ikke altid, det er det bedste for os, at lade os styre af det. For det gør også, at vi synes, det er mere rart at spise chokolade frem for broccoli og at en stor bøf med masser af fløde i sovsen smager ekstra dejligt med et par glas rødvin til.  For kroppen giver det god mening, at indtage masser af fedt, sukker og alkohol (som kroppen opfatter som en form for sukker). Men kun for en neanderthaler, der ikke ved, hvornår han får mad igen. Modellen for vores hjerne er lagt ud fra de vilkår, der var for mange tusinde år siden, og da gav det rigtigt god mening at fylde sig med kalorier. Det er også grunden til, at vi drives som forbrugere. Når vi simpelthen må eje en bestemt Guccitaske eller den nyeste Mercedes cabriolet, selvom en Berlingo ville være mere praktisk. Eller tage kokain for den sags skyld. For det giver os nydelse. Vi bliver drevet mod disse ting, og får et kick ud af dem på samme måde, som hvis det var en liv/ død situation. Hjernen kender ikke forskel.

Sæt dit yndlingsnummer på igen. Når du kommer til det helt specielle sted, er det belønningssystemet, der giver dig gåsehud. Hvorfor gør musik det?

Det gør det, fordi musik kan lege med belønningssystemet på en måde, som minder om det, vi oplever i situationer, som kan have betydning for vores overlevelse. Det handler igen om at kunne forudsige den umiddelbare fremtid. Det sker konstant, når vi hører musik!

Et af kerneelementerne i musik er nemlig hele tiden at opbygge spænding, og hele tiden sørge for små ting, som vi ikke umiddelbart havde forventet eller forudset. Vores hjerne pirres af disse kunstige fareelementer. Der er et helt bestemt område i hjernen, der er ansvarlig for at reagere på fare. Vi kalder det for frygtcenteret. Hjerneforskerne kalder det amygdala.

Amygdala sidder lige foran de nederste dele af vores hørecenter, gemt inde i midten af hjernenlige omkring tindingen. Det er en struktur af samme form og størrelse som en mandel. (Amygdala betyder faktisk mandelformet). Området sørger helt automatisk for, at du reagerer på fare. Helt udenom din bevidsthed. Det er også området, der har indkodet, at du skal være bange for slanger eller andet kryb. Eller genkende skrækken malet i ansigtet på andre personer. Heldigvis sørger den også for at give besked, når der ikke er fare på færde.

Når musikken gør noget uventet reagerer amygdala, og sætter hjernen i alarmberedskab. Også selvom det ikke handler om liv og død. Eller fare i det hele taget. På det punkt er hjernen nemlig ikke for kvik. Det er nemlig bedre, at være forberedt på det værste end at tage chancer med potentiel fare. Amygdala sænker dog paraderne hurtigt, når musikken gør, som vi forventer. Så får vi forløsning og vores lille og rare skud dopamin. I stærke tilfælde kan vi fysisk mærke det som gåsehud. Hårene rejser sig og vi gennemstrømmes bagefter af en behagelig fornemmelse. Du kender det sikkert efter forskrækkelsen i gyserfilmen.

Vi bruger musikken til at lege med den effekt. Vi belønnes, det er rart og vi får lyst til at opleve det igen.